GRIM - grimme grøntsager mod madspild

Måske kender du grøntsagskasserne fra Aarstiderne, men har du hørt om GRIM? GRIM’s grøntsagskasser indeholder, som navnet antyder, grimme grøntsager. Grøntsager, der er for grimme til at blive solgt i supermarkedet, fordi de er mærkelige i formen, har en grim overflade eller er for små eller store i størrelsen. I kasserne finder man også frugt og grønt, der er kasseret på grund af overproduktion. Der kasseres hvert år masser af fødevarer enten på grund af udseende, eller fordi landmænd og gartnere bevidst producere for meget. Den ene af stifterne af GRIM, Carolin, fortalte mig, at der bliver produceret 20 % for meget, så producenterne undgår at have for lidt i forhold til efterspørgslen fra supermarkedskæderne.

Jeg har kendt til GRIM i over et år, men har først for nyligt prøvet deres grøntsagskasser. I forbindelse med afhentning af grøntsagskassen inviterede jeg mig selv på besøg til en snak i deres lokaler i Nordvest i København. Her har de både pakkelokaler og kontor, og så sidder de sammen med et par andre grønne fødevare-startups, der blandt andet laver mikrogrønt og sælger lokale produkter.

fullsizeoutput_f57.jpeg

Hvad og hvem er GRIM?

GRIM er stiftet af finske Petra og tyske Carolin, der mødte hinanden på CBS, hvor de studerede Innovation & Entrepreneurship. De fandt under deres studietid ud af, hvor meget mad, der går til spilde og satte sig derfor for at gøre deres for at mindske madspildet. Så som en del af deres speciale lavede de en pop-up-butik, hvor de solgte grimme grøntsager, som ellers ville gå til spilde. Det var første skridt på vej mod det der i dag er GRIM.

Med humor formidler GRIM budskabet om, at grøntsager som er grimme (eller i overskud) er mindst lige så gode som grøntsager, der lever op til standarderne. Måske er grimme grøntsager endda en anelse mere charmerende end de ‘almindeligt’ udseende.

Deres ambition er at mindske spildet af (økologisk) frugt og grønt til et minimum og måske endda en dag at overflødiggøre dem selv ved at bane vejen for grimme grøntsager til supermarkederne.

Kasserne er fyldt med økologisk eller biodynamisk frugt og grønt, som primært kommer fra Italien, Belgien og Danmark. Der er to varianter at vælge imellem. Den lille ‘Small & Ugly’ og den store ‘Big & Beastly’. Den lille indeholder 5-9 varianter og passer til 1-2 personer imens den store kasse indeholde 6-12 varianter og passer til 3-4 personer.

fullsizeoutput_f44.jpeg

Få fingrene i de grimme grøntsager

De har kun været igang i et års tid, men når der pakkes flest kasser er de nu oppe på 500 om ugen. Kasserne pakkes med grøntsager og frugter hver tirsdag af frivillige, der bliver belønnet med masser af økologiske grimme grøntsager og frugter. Hvis du har lyst til at give en hånd med, når der skal pakkes grøntsagskasser om tirsdagen, så tøv ikke med at skrive til GRIM på hejsa@eatgrim.dk eller kontakt dem via Facebook eller Instagram.

De fødevarer som de selv har i overskud, donerer GRIM til Fødevarebanken, så de ikke også er med til at skabe madspild eller i hvert fald at minimere det så meget som muligt.

Rygtet siger, at der snart kommer et lille udsalg af frugt og grønt med deres lokaler i Nordvest i København. Men hvis du her og nu er interesseret i at bestille din egen kasse, så er det pt. muligt i de fleste postnumre i hovedstadsområdet. Og hvis du har lyst til at spare 20 % på din første kasse (eksklusiv fragt), så kan du bruge rabatkoden KLIMAMUSEN.

Carolin fra GRIM

Carolin fra GRIM

Læs mere

Hvis du vil vide mere om GRIM, kan du finde dem følgende steder:

https://www.eatgrim.dk

https://www.facebook.com/eatgrim.dk/

https://www.instagram.com/eatgrim/

Frederiksborgvej 59, 2400 København NV

fullsizeoutput_f55.jpeg
IMG_1220.JPG